At blive sygemeldt med stress lukker unægteligt nogle døre. I hvert fald for en stund.

Men fra det øjeblik man sætter ord på det overfor sin omverden, vil man opleve, at det også åbner nogle døre. Det føles lidt som at blive optaget i en klub. Folk fra nær og fjern står med udbredte arme og forstående miner: “Velkommen i klubben, kære T, vi har også været der. Det bliver bedre, det lover vi. Og vi kan godt forstå, du ikke magter det hele. Det er helt okay, sådan ER det!”

WTF? Som om stress er det mest naturlige i hele verden, et nødvendigt onde ligesom visdomstænder og menstruationssmerter. Umiddelbart ubrugeligt og alligevel noget, man må finde sig i. Det bliver bedre. Det går over.

Det er sådan en hemmelig klub, der kun viser sig for de nyindviede. “Psst, vi er her. Nu er du en af os. Husk nu kodeordet…”

Bevares, jeg vidste da godt, jeg ikke er den eneste, der gennemgår et stressforløb. Og jeg sætter pris på at blive indviet i klubben. Klart! Men omfanget på denne hemmelige klub er alligevel større, end jeg først havde antaget. Jeg forstår bare ikke helt hemmelighedskræmmeriet? Eller måske har klubben slet ikke været så hemmelig, måske har mine øjne bare ikke kunnet se længere end direkte frem for min egen næse?

Jeg spekulerer over, om der er et regelsæt i klubben? Det gør jeg, fordi jeg på det sidste er blevet mødt med beundring over min ærlighed og forundring over, hvilke ting jeg magter eller ikke magter. Det er lidt som om, jeg gør tingene forkert?

Det er måske ikke meningen, man skal plapre løs om angstanfald og puslespil med alt for meget himmel? Måske er det heller ikke meningen, man skal kunne gennemføre at holde en stor fødselsdagsfest, som man har glædet sig til i årevis? Argh men altså, jeg gad godt se de der klub-regler. Den eneste regel, ALLE åbenbart kender, er, at det er SÅ godt for endorfinerne at løbe. Så jeg løber. Oh yes, tre gange om ugen. Så dén regel behøver jeg ikke at få repeteret. I got it, thank you very much.

Indtil nogen disker op med reglerne, fortsætter jeg med at gøre tingene på min måde.

Jeg er træt. Sådan cirka hele tiden.

Det der med at sove om natten går ikke så godt. Det burde ellers ikke være så svært at lægge sig ned, lukke øjnene og Zzzzz…. Men det er det. Jeg lægger mig ned, mærker halsbranden sprede sin brændende varme på brystkasse og nakke, sætter mig op, tygger et par tabletter, spiller wordfeud og lægger 7-kabaler på min telefon…

Telefonen er uundværlig! Den er min distraktion fra angsthelvedet. Det er værst om aftenen. Angsten altså. Halsen snører sig sammen. Eller det føles i hvert fald sådan. Og jeg kan ikke trække vejret sådan helt ordentligt og helt ned i maven. Det er sket, at jeg har vækket manden, så han kunne assistere, når jeg lige om lidt ville dejse om  af iltmangel. Og han er sød. Han har flere gange holdt sig vågen og holdt øje med, at jeg faldt ordentligt i søvn. Jeg vækker ham ikke mere. Nu spiller jeg kabale. Eller wordfeud, men der er ikke så mange modspillere om natten.

Før fik jeg nogle piller, der sløvede mig, så jeg bedre kunne sove. Men så sov jeg i 12 timer ad gangen. Helt bedøvet! Og jeg var mere eller mindre groggy resten af dagen. Det duede ikke. Så nu er jeg tilbage i insomnia-land. Pest eller Kolera.

Børn får det ellers til at se så let ud. Er de trætte, så sover de! Så er det vel ligegyldigt, hvor man er, og hvad man er igang med!

Af en eller anden grund er især datteren mere end almindeligt god til at sove. Anywhere, anytime. Hun ku’ godt ta’ og dele lidt.

er, når man midt sin nyopdagne undværlighed, alligevel er savnet.

Elefanter glemmer ikke så let. Tak.

Begrebet “grimt spejl” stammer fra min veninde. Ja, altså jeg ved sgu ikke, om man kan kalde det et begreb? Men i min terminologi gør jeg det alligevel.

Veninden bruger det, når jeg gør kærligt nar af hende og hendes neuroser. Så griner hun og siger, at jeg er et grimt spejl.

Jeg kan skidegodt li’ både veninden, neuroserne og begrebet!

I undrer jer måske lidt over det med de grimme spejle? Grimme spejle er den slags spejle, der viser os den grumme sandhed. Ikke det pæne ydre, man har brugt flere timer på at trylle frem med makeup, stram-ind strømpebukser og glattejern. Grimme spejle ser lige igennem den slags.

Et eksempel:

- en eftermiddag leger jeg far-mor-&-børn med min datter. Jeg synes selv, jeg er totalt overskudsagtig og klapper mig selv på skulderen over, at jeg selvfølgelig(!) er sådan en mor, der tager mig tid til at lege med mit barn.

Datteren, der agerer moren, er iskold og gennemskuer straks det selvfede smil. “Mor skal altså på arbejde, baby, så du må bare blive hjemme hos far. Igen. Og nej, jeg har altså ikke tid til at læse en historie for dig. Jeg kan synge en sang, men så skal det være en kort sang, og så skal jeg altså ind på min skole.”

Grimt spejl! Av.

Og det bliver grimmere: (sagt med et opgivende suk) “Jeg elsker dig jo, selvom jeg skælder dig ud! Kan du ikke forstå det, baby?”

Av igen! Tørrer lige smilet af et øjeblik.

Et andet eksempel.

- Jeg har travlt på jobbet. Meget travlt. I en lang periode prøver jeg mit allerbedste både at være en god voksen, for børnene, en god samarbejdspartner for kollegerne, en god sparringspartner for forældrene. Jeg synes, mit arbejde og min indsats er utrolig vigtig. Derfor hænger jeg i, selvom jeg egentlig ikke har flere kræfter. Til sidst giver jeg op.

Det viser sig, at børnene, kollegerne og forældrene faktisk godt kan fungere uden mig. Det kan godt være, de gerne ville have mig tilbage, og jeg gerne ville kunne være tilbage. Men de fungerer! Kloden drejer stadig rundt. Jeg er slet ikke uundværlig!

Av! Grimt spejl.

Det er tough stuff med de der grimme spejle.

Er der egentlig nogen, der ved, hvorfor man binder en rød sløjfe om fingeren, når man skal huske noget? Hvad går det lige ud på?

Umiddelbart er det vel fordi, den er let at få øje på og måske endda lidt irriterende at gå rundt med. Så husker man måske bedre? Men hvad så, hvis man ikke kan huske, hvad det er, man skal huske? Det sker nemlig tit for mig. Ikke at jeg går rundt med røde sløjfer på fingeren, men at jeg ikke kan huske, hvad det er, jeg skal huske. Jeg sætter normalt kryds på hånden. Eller skriver en hel roman ovenpå hånden. Utroligt hvad der kan stå, på sådan en lille hånd.

Som regel er det mindre ting, man skal huske. Noget, der lige skal gøres, sendes, afsluttes, skrives ned…

Jeg går ikke så meget op i de små ting for tiden. Man siger godt nok, at man skal huske alle de små ting i livet, de små sejre, de små glæder. Men man kan godt komme til at gå for meget op i de små ting. Og så er der for mange små brikker til det store puslespil. For meget blå himmel, der alligevel ikke er til at placere.

Jeg ved det, fordi jeg er sygemeldt fra mit job lige nu. Jeg er stressramt, siger min psykolog. Alvorligt stressramt. (Hun ved godt, gamle Teresa er vestjyde og ikke helt kan forene stress med sit selvbillede. Derfor trumfen: Alvorligt!) Jeg tager det alvorligt.

Der var for mange små brikker i mit arbejdspuslespil. Det gik ikke op. Jeg prøvede. Samtidig lå familiepuslespillet spredt over hele huset. ALT for mange små brikker. For mange små ting, at gå op i, glædes over, irriteres over og ignorere.

Nu prøver jeg, at lade være med at gå op i de små ting. I stedet prøver jeg at huske på det store billede. Hvis mine datter generelt er glad, nysgerrig og ren i tøjet, hvad betyder det så, at tandbørstningen glippede den anden morgen? Hvis bare vi er mætte hver dag, hvad betyder det så, at aftensmaden ind i mellem er rugbrødsmadder eller havregrød? Hvis bare, vi føler os hjemme i vores rod, hvad betyder det så, at gæster engang imellem lige skal samle sofahynden op fra gulvet, før de kan sætte sig på den?

Det lyder let. Det er det ikke!

Sløjfen på min arm er min reminder. En reminder om, at jeg har verdens lækreste børn og verdens dejligste, mest betænksomme mand. Så kan alt anden være F….. lige meget. Og så synes jeg ovenikøbet, den pynter lidt på mig.

Jeg har tænkt over noget… ja, det gør jeg faktisk overraskende meget i for tiden. Mere end normalt, anyway.

Som børn ræser vi derudaf. Det kan ikke gå hurtigt nok! Vi får tænder, taber dem, og får nye igen, uden én eneste gang at kigge os tilbage. Mere, hurtigere, vildere…

Som teenagere går tingene måske lidt langsommere… det føles i hvert fald sådan. Men stadig ser vi fremad. Når bare jeg bliver 13 år, så kan det være, jeg også får bryster. Når bare jeg bliver 18 år, så må jeg køre bil og gå i byen. Når bare jeg bliver færdig med gymnasiet, så kan jeg endelig flytte hjemmefra…. Vi higer efter at blive voksne.

Som voksne er vi stadig programmeret til det høje tempo. Der er meget vi skal nå. Uddannelsen skal på plads, ønskejobbet skal besættes, drømmemanden skal findes, børnene skal laves og passes, et større hjem skal købes, jobbet skal fastholdes… Det sker, vi stopper op og kigger tilbage.

For mit vedkommende startede det, da jeg blev lærer. Jeg begyndte at se tilbage på min skoletid, mine yndlingslærere og deres undervisning. Det gav mening.

Derefter fik jeg børn, og pludselig havde jeg endnu mere brug for at se tilbage. Ku’ man dog bare lige snige sig tilbage til 1981 og lure, hvordan pokker ens mor bar sig ad med at være mor til hele 4 børn… Jo, jeg kan da bare spørge hende, og det har jeg også gjort. Men det er som om, hun har fortrængt det. Eller i hvert fald glemt dele af det. Forståeligt nok, det er 30 år siden.

Det er her, det begynder at gå op for os, vi ikke er universets omdrejningspunkt hver især. Mange års opøvet navlepilleri skal lægges på hylden. Men med baby steps. For vi ser stadig fremad, frem for egen næse, dog med mere kritiske øjne. Var det nu den rigtige uddannelse? Mand? Det rigtige job? Var der noget, jeg ville have gjort anderledes? Og hvad er det, jeg skal nå, før jeg bliver for gammel til det? Vi ved, det er nu, vi skal handle. Det er nu, vi både skal se tilbage og se frem.

Når bare jeg bliver 30, så behøver jeg egentlig ikke blive ældre. Når bare jeg bliver 40, så er børnene så store, at vi har mere frihed. Når bare jeg bliver 70, så kan jeg vel for pokker endelig gå på pension og  nyde det langsomme liv lidt.

Så bliver det spændende at se, om vi overhovedet kan finde ud af at slappe af og leve langsomt til den tid. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at jeg skal begynde at øve mig nu.

…eller dvs. jeg har fået én til at gøre det for mig. I kan jo nok selv regne ud, hvor skidesvært det er at binde en sløjfe på sit eget håndled. Og det bliver da ikke lettere af, at sløjfen ikke er lavet af snor men af sort blæk, der med en nål er blevet presset ned i huden. Næh, der måtte en prof til.

Sløjfen er en julegave fra de dersens føromtalte ninja-unger. You gotta love’em!

Og så får I lige cliffhangeren:
Hvad er det jeg skal huske? Følg med i næste indlæg….

Okay, jeg indrømmer det. Jeg har løjet en smule. En lille bitte smule. Men jeg garanterer, at jeg havde de bedste hensigter!

Sagen er, at jeg i sidste – og første – indlæg skrev, at denne blog ikke ville komme til at handle om børnene. Der er så meget, der handler om børnene! Men jeg tror måske alligevel gamle Teresa fik lov at styre tasterne lidt for egenrådigt, da jeg skrev det. Who am I kidding? Lur mig, om ikke de små, snedige bæster klemmer sig ind i mellem de store armbevægelser, gamle Teresa allerede er varmet op til. Lur mig, om ikke de til og med vil efterlade små, forstyrrende snot-spor hen over de sprudlende beskrivelser af det farverige voksenliv, jeg forventer at få del i, nu hvor jeg har ramt the big 30… (30′erne er de nye 20′ere, siges det jo. Og første halvdel af mine 20′ere var meget festlig, så jeg har høje forventninger – Bring it on!)

Børn er små ninjaer, de sniger sig ind overalt… Et uopmærksomt øjeblik, og så er de der! I sengen, helt ind i mellem en selv og den dejlige, varme mandekrop, man ligger og putter sig ind til. I ens hjerte, så man bliver blødsøden og håbløst forelsket gang på gang til trods for hysteriske nervesammenbrud, der rammer i flæng. I ens fortællinger, bedst som man prøver at bilde folk ind, at man også har et liv udover børnene….

Er dette så en blog om børn? Niks, men børn kan forekomme! Så kom ikke og sig, jeg ikke advarede jer.  Dette er en blog om Gamle Teresa vs. Nye Teresa… Indover med et Remix, og lad os se, hvad der sker.

Oh well, blogging er jo det nye sort!

Og jeg læser blogs! Er det ensbetydende med, at jeg selv har noget at byde ind med? Næh, egentlig ikke… Men hvorfor skulle dét holde mig tilbage? Jeg er mor til to børn på 2 og 4 år, jeg er vant til at plapre løs om mine vidunderlige basser eller skrigende møgunger, uanset om det interesserer omverden en skid. Sådan er det. Det er en mors ret, ikke? Jeg mener; alle de veer, alle de smerter, alle de måneder uden alkohol og dans på bordene, alle de søvnløse nætter og alle de omgange bræk lige ned i kavalergangen… det berettiger sgu lidt navlepilleri og børne-praleri….

Er det her så en blog om børn og livet som mor? Niks! No way…. Altså jo jo, jeg elsker mine børn og alt det der, men jeg er kommet i tanke om, at der engang var en Teresa, der spillede trompet, dansede alt fra salsa til Rock’n roll og gik til masser af koncerter med vennerne…. Hun er her stadig, og engang i mellem går hun ud og danser med veninderne og drikker bajer med gutterne. Engang i mellem tager hun på festival med både mand og børn, og engang i mellem nyder hun at bruge lidt tid på at skrive, for hun elsker at skrive….

Jeg har simpelthen besluttet at give gamle Teresa mere plads i mit liv, for jeg er ret sikker på, hun vil komme godt ud af det med nye Teresa. Så kryds fingre, folkens. For hvad pokker stiller jeg op, hvis de ikke kan li’ hinanden?