At blive sygemeldt med stress lukker unægteligt nogle døre. I hvert fald for en stund.

Men fra det øjeblik man sætter ord på det overfor sin omverden, vil man opleve, at det også åbner nogle døre. Det føles lidt som at blive optaget i en klub. Folk fra nær og fjern står med udbredte arme og forstående miner: “Velkommen i klubben, kære T, vi har også været der. Det bliver bedre, det lover vi. Og vi kan godt forstå, du ikke magter det hele. Det er helt okay, sådan ER det!”

WTF? Som om stress er det mest naturlige i hele verden, et nødvendigt onde ligesom visdomstænder og menstruationssmerter. Umiddelbart ubrugeligt og alligevel noget, man må finde sig i. Det bliver bedre. Det går over.

Det er sådan en hemmelig klub, der kun viser sig for de nyindviede. “Psst, vi er her. Nu er du en af os. Husk nu kodeordet…”

Bevares, jeg vidste da godt, jeg ikke er den eneste, der gennemgår et stressforløb. Og jeg sætter pris på at blive indviet i klubben. Klart! Men omfanget på denne hemmelige klub er alligevel større, end jeg først havde antaget. Jeg forstår bare ikke helt hemmelighedskræmmeriet? Eller måske har klubben slet ikke været så hemmelig, måske har mine øjne bare ikke kunnet se længere end direkte frem for min egen næse?

Jeg spekulerer over, om der er et regelsæt i klubben? Det gør jeg, fordi jeg på det sidste er blevet mødt med beundring over min ærlighed og forundring over, hvilke ting jeg magter eller ikke magter. Det er lidt som om, jeg gør tingene forkert?

Det er måske ikke meningen, man skal plapre løs om angstanfald og puslespil med alt for meget himmel? Måske er det heller ikke meningen, man skal kunne gennemføre at holde en stor fødselsdagsfest, som man har glædet sig til i årevis? Argh men altså, jeg gad godt se de der klub-regler. Den eneste regel, ALLE åbenbart kender, er, at det er SÅ godt for endorfinerne at løbe. Så jeg løber. Oh yes, tre gange om ugen. Så dén regel behøver jeg ikke at få repeteret. I got it, thank you very much.

Indtil nogen disker op med reglerne, fortsætter jeg med at gøre tingene på min måde.